Uddrag fra Mette Grentofts brev efter at have læst Nanna - et andet liv:

xxxxxxxxxxxxx

 

... jeg græd på vej hjem i s-toget, for den rammer alle følelserne, når man er forældre til et handicappet barn.

Mange af vore familier vil kunne genkende situationer beskrevet i bogen, ikke bare alle symptomerne og fortvivlelserne der bliver otalt, men også problemerne med sygehuse, kommuner og andre fagfolk.

Den er velskevet. Jeg synes, det er fantastisk, at man også får indblik i pigens egen fortælling og oplevelser. Det tror jeg, er sjældent for handicapområdet.

Hvis jeg læste bogen som fagperson, tror jeg den vil medvirke til en stor grad af selv refleksion... ( )

Jeg er meget taknemmelig for, at denne bog er blevet skrevet og at den bliver udgivet.

 

Mette Grentoft er formand for Dansk forening for Williams syndrom.

 

 

 Uddrag fra anmeldelse af Poul Hjøllund på MetrOrd:xNanna – et andet liv er en aktuel bog, fordi den offentlige debat i disse år ofte fokuserer på svage medborgere og deres forhold i det offentlige system. Det er derfor meget relevant at fortælle historien om Nanna og hendes lange rejse gennem det offentlige system og hendes oplevelse af mødet med de [måske alt for] mange pædagoger og plejepersoner i forløbet. Man forstår lidt bedre, hvordan mennesket Nanna har det med høje angstfremkaldende lyde; med at være sammen med mange mennesker . Hvordan hendes bogstavelige opfattelse af omverdenen kræver løbende særlig hensyntagen.

Bogen er ikke endnu et indlæg i den løbende debat om vores sociale systems utilstrækkeligheder, men en case-agtig fortælling om et menneske der ikke opfatter verden som vi andre. Om hvordan små ting kan ændre et anbragt menneskes livskvalitet til det bedre eller det værre.

Bogen hæver mit bevidsthedsniveau omkring handikappedes behov. Måske ikke så ringe en bog at læse for en pædagog/lærerstuderende eller for forældre og pårørende til et handikappet menneske.

Bogen kan risikere at flytte ting og sager fra vores underbevidsthed og ind i vores bevidste tankevirksomhed. Så læseren måske ser anderledes på Nanna, næste gang hun/ han møder hende.

Poul Hjøllund Jensen

13. marts 2012

 

Fra lektørudtalelsen, april -12

”Romanen er skrevet som punktnedslag i hverdagssituationer, der illustrerer kampen med myndighederne, familielivet, glæder og besværligheder. En beretning der er båret af medfølelse og forståelse for de specielle problemer, et svært handicap giver.

Lise Andersen skriver… med stort engagement, og det gør romanen læseværdig for forældre til børn med kroniske sygdomme.”